Læg netmusikken på mp3 afspilleren

Lån en mp3-afspiller og få musik til cykelturen
Netmusik.dk rummer for tiden over 1 million stykker musik som gratis kan downloades. Man skal blot være indmeldt på sin hjemkommunes folkebibliotek, så kan man hente op til 100 sange pr. måned. Der findes alle genrer lige fra Nephew og Bob Dylan til revyviser og Junior Senior.
Netmusik.dk har eksisteret i mange år, men nyheden er, at du nu også kan låne en mp3-afspiller. Så kan du tage musikken med på cykelturen, ud i haven når du luger eller bare med på farten uden at være bundet til din computer.
Rødovre Kommunebiblioteker har indkøbt 5 Creative Zen V Plus mp3-afspillere, som du kan låne med hjem i 14 dage ad gangen.
Ikke alle mp3 afspillere kan afspille filer med den kopisikring som Netmusikken bruger. Se her en liste over andre mp3 afspillere som kan spille musik fra netmusikken. Der er sikkert flere, som bare ikke er med på listen.
Din computer skal have Windows 98 eller nyere, samt Windows Mediaplayer 8 eller nyere. Bibliotekernes Netmusik vil gerne stille musikken til rådighed for andre typer musikafspillere, Mac brugere , Linux brugere mfl. Læs her hvorfor det indtil videre ikke er alle afspillere, der kan håndtere netmusik filerne.
Rødovre Kommunebibliotekernes mp3-afspillere kommer i en lille kuffert med afspiller, høretelefoner, ladere samt en vejledning.
Lån en mp3-afspiller på Rødovre Kommunebiblioteker og bliv musik mobil.